Den postplanlagte by. Forskydning og (re)vitalisering af den modernistiske urbanisme

Abstract

Modernistiske New Towns blev i tiden efter anden verdenskrig bygget over hele verden. Tabula rasaforstaden spredte sig fra England over Europa,
Sovjetunionen og USA til den tredje verden. I dag efterlader den sine massive spor i alverdens storbyers periferi, men har mistet status og traumatiseret arkitekter, planlæggere og offentlighed: The city of tomorrow er blevet til et fortidslevn associeret med upersonlighed og konformisme, som mange helst vil lægge afstand til.
I mellemtiden har millioner af New Town-beboere indtaget byerne og givet dem en historie, som kan nuancere vores opfattelse af disse steder.
Hvordan har beboerne indrettet sig i de formmæssigt ens byer? Hersker de oprindelige arkitektoniske tilskrivninger i bygningernes efterliv, eller kan de give plads til forskellige indhold? Hvordan kan vi bebo modernismen i dag?
Hvis man vil undersøge forskelle i beboeres relation til og tilegnelse af modernistisk arkitektur, kan det være anskueliggørende at se på, hvordan
det vestlige ideal er blevet implementeret i andre kulturer. Importerede New Towns i den tredje verden viser et eksplicit sammenstød mellem den
planlagte by og de uplanlagte, uformelle praksisser, der møder byen, så snart den erobres af sine brugere.
Udviklingen af den egyptiske New Town Tenth of Ramadan City uden for Kairo, fortæller en på én gang enestående og repræsentativ historie om
den planlagte by. Transformationen fra den idealistiske opståen til den prosaiske nutid demonstrerer udmattelsen og vitaliseringens proces,
som udspiller sig efter, at arkitekter, planlæggere og stat er væk, og byen skal fungere som en virkelig by. Gennem beboelse og brug bliver Tenth of
Ramadan City omformet og omfunktioneret: tilpasset. Det fremmede, modernistiske projekt forliser muligvis i den egyptiske kontekst, men
mobiliseres af dets beboere. Afhængigt af situationen viser den nye by en formbarhed; den er fortsat i sin vorden.