Arkitekturens kriser og kritikens normer - mellem socialæstetik, billedstorm og selvfordybelse. Kritikens normer i en foranderlig verden

Abstract

Artiklen ser indledningsvist på holdningssendringer inden for arkitekturens verden fra perioden med udtalt socialæstetiske holdninger i 60erne og 70erne, over genkomsten af det æstetiske eller æsteticerende under post-modernismen omkring 1980, til de senere års forsøg på at formulere arkitekturen som en selvstændig kunstart.

Dernæst angiver artiklen nogle synsvinkler på arkitekters måde at tale om arkitektur på, en sprogbrug der er præget af større inerti end de skiftende ismer kunne lade formode. Hvilke implicite normer ligger der i denne sprogbrug? Endvidere, hvordan lever institutionen arkitektur med den stigende kløft mellem high brow teori og en ofte mere common sense præget form for arkitekturdebat i offentligheden? Sluttelig spørges der til hvilke mål og midler en aktuel arkitekturkritik udfordres af i samfund præget af en dramatisk økonomisk-teknologiske dynamik, samtidig af en voksende labilitet i de politisk-humanistiske værdisæt i samfundet, værdisæt der også var udgangspunktet for den Moderne bevægelse i arkitekturen.